Baggrund
Jysk Energi koncernen sætter troværdighed og åbenhed højt. Man skal kunne ytre sig frit, hvis man har oplevet uregelmæssigheder eller ulovligheder begået af firmaets ansatte eller leverandører.
Medarbejderne er ofte de første til at opdage uregelmæssigheder eller ulovligheder på arbejdspladsen.
Det sker dog, at man kan være tilbageholdende med at gå videre med sin mistanke til nærmeste chef eller ledelse, da man føler, at man derved er illoyal overfor kolleger eller virksomheden. Derfor har vi valgt at oprette en whistleblower-ordning.
I whistleblower-ordningen kan medarbejdere i god tro foretage anonyme eller ikke anonyme indberetninger om kritisable forhold eller dispositioner, som kan afdække ulovligheder eller skade selskabets omdømme.
Her kan du læse, hvordan whistleblower-ordningen fungerer.
Her kan du læse, hvordan whistleblower-ordningen fungerer
Hvem kan indberette?
Medarbejdere eller andre personer med tilknytning til virksomheden kan indberette forhold. Andre personer med tilknytning til virksomheden kan være bestyrelsesmedlemmer, revisorer, advokater, leverandører og kunder.
Hvem kan du indberette om?
Der kan indberettes om forhold begået af medarbejdere eller andre personer med tilknytning til virksomheden. Andre personer med tilknytning til virksomheden kan være bestyrelsesmedlemmer, revisorer, advokater og leverandører.
Hvad kan du indberette?
Whistleblower-ordningen skal kun bruges til at indberette væsentlige forhold. Mindre væsentlige forhold såsom samarbejdsvanskeligheder eller overtrædelse af ryge- eller alkoholpolitik kan ikke indberettes via whistleblower-ordningen. Det skal i stedet indberettes via de normale kanaler, f.eks. til nærmeste leder eller HR.
Væsentlige forhold, der kan indberettes via whistleblower-ordningen er f.eks. mistanke om lovovertrædelser, besvigelser, og korruption.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din observation skal indberettes eller ej, så opfordrer vi dig til at indberette det. Alle henvendelser behandles og besvares, hvis du ikke er anonym.
Hvis din indberetning er af en sådan karakter, at den ikke hører hjemme i whistleblower-ordningen, vil du – hvis du har valgt ikke at være anonym – få besked om, hvor du skal henvende dig.
Hvem behandler dine indberetninger?
Som en del af anbefalingerne for God Selskabsledelse i Forsyningssektoren, har Jysk Energis bestyrelse lavet en aftale med virksomhedens advokat, Søren Tonnesen, som på baggrund af din henvendelse og i samråd med bestyrelsesformanden og/eller næstformanden vil undersøge, om der er basis for at uddybende undersøgelse af de frembragte forhold.
Hvordan behandles dine indberetninger?
Når en indberetning modtages, foretages en indledende undersøgelse af forholdet af virksomhedens advokat.
Hvis indberetningen viser sig ubegrundet, bliver den afvist. Personen, der har indberettet forholdet, vil – hvis denne har valgt at afsløre sin identitet – få direkte besked.
Hvis den indledende undersøgelse konkluderer, at den indgivne anmeldelse syner relevant, bliver en nærmere undersøgelse igangsat.
Sagen kan være så graverende, at den videregives til politiet til yderligere efterforskning. Når politiet (og eventuelt domstolene) har færdigbehandlet sagen og en eventuel ankefrist er udløbet, bliver sagen slettet.
Det er vigtigt, at ordningen ikke benyttes til falske beskyldninger, hvor der rettes mistanke mod uskyldige personer. Alle indberetninger skal derfor indgives i god tro.
Hvordan indberetter du?
Du retter henvendelse til advokat Søren Tonnesen på st@smvsupport.dk eller telefon 6020 1099
Oplysning om registreringen til den anmeldte person
Jysk Energi er forpligtet til at give den person, der indberettes om, oplysning om det indberettede forhold.
Der bliver ikke givet oplysning om, hvem der har foretaget indberetningen, selvom indberetteren har valgt at afsløre sin identitet. Opmærksomheden henledes dog på, at ikke-anonyme indberettere kan risikere at blive indkaldt som vidne, hvis der bliver indledt en retssag.