Når Wærkfører Martin skal fortælle hvorfor det er fedt at fiberen endeligt er kommet til Thyborøn, går et ord igen. Stabilitet. “Vi er så afhængige af internettet til vores døre, booking system, kasseapperater og så videre, at en stabil internetforbindelse er alpha omega.” Derfor var det også glædeligt at Wærket d. 26/6 2024 blev den første adresse i Thyborøn, der fik fiber.

Mens teknikerne gjorde sig færdig i gadeskabet, kunne han uddybe: “Det er klart at båndbredden også betyder noget. Vi har mange møder og turister, og hvis alle er på nettet på samme tid, er det presset. Det bliver godt ikke at skulle tænke på det. Derhjemme kender jeg jo også det at hvis børnene streamer eller gamer på samme tid, ender jeg med at sige Nej! Nu lukker min jagtfilm jo ned!”

Derfor er det ekstra godt at alle får deres helt egen fiberforbindelse hos Jysk Energi.

Men hvad er sådan en fiberforbindelse egentligt? Det er en ledning af glas, med en tykkelse som et hår, hvor lys bliver skudt igennem og det skaber forbindelsen.

Derfor skal teknikerne altid være ekstremt præcise og bruge helt særligt udstyr til at splejse en fiberforbindelse. Når glas med en tykkelse af et hår skal matche 100% er der ikke plads til selv den midste fejl.

Når den lille ledning fra Wærket kommer ud i gadeskabet, skal det splejses på netwærket. Her bliver det sammen med de andre ledninger i det samme gadeskab koblet på en central hub og derfra ud til hele verden. I dette tilfælde er der ikke andre ledninger, da Wærket er kunde nummer 1 i Thyborøn.

Alt dette præcisionsarbejde bliver udført på stedet af en fibertekniker. I en specialindrettet varevogn med det nødvendige udstyr, kan fiberteknikerne forbinde 4-5 adresser om dagen.

Da det blev konstateret at alt virkede kunne gadeskabet blive pakket pænt sammen og teknikeren kunne vende koncentrationen mod Wærket. Den allersidste detalje venter nemlig indenfor.

Her ses nemlig det eneste bevis på at der er lagt fiber ind i bygningen. Uanset om det er en privat adresse eller en hal som værket er eneste synlige tegn en 10×10 cm boks, der indeholder den lille bitte ledning og en modtager.

Den sidste detalje blev lavet og den lille boks lukket pænt af og d. 26. juni kl. 10.00 havde Wærket som den første adresse i Thyborøn officielt lynhurtigt og stabilt fibernet og herfra vil vi i næsten et år koble alle adresser i Thyborøn på nettet.

Rigtig god fornøjelse.