Jysk Energi a.m.b.a’s bestyrelse og repræsentantskab har besluttet at give en tarifnedsættelse, der gør strømmen billigere for både virksomheder og private i NOE Nets forsyningsområde. Tarifferne bliver blandt de allerbilligste i landet.

“På trods af forventningen om en lavere overskudgrad i 2020 i forhold til rekordåret 2019, ønsker vi stadig at sikre billig strøm til Holstebro-Struer-Lemvig området”, fortæller bestyrelsesformand Anton Bro.

Pengene kommer fra kommercielle aktiviteter, for eksempel salg af vindmøllestrøm fra Nissum Bredning og salg af energi til en fjerdedel af Danmarks kommuner. En del af overskuddet kanaliseres dermed videre til koncernens netselskab, til gavn for koncernens andelshavere.

“Grundtanken er at overskuddet skal komme forbrugerne til gode” fastslog Anton Bro på repræsentantskabsmødet, der på grund af corona blev afholdt online.
Den udmelding kommer altså lokalsamfundet til gode, i form af billigere strøm.

Derudover blev det også besluttet på mødet at fortsætte den årlige donation på 1.2 mio. kroner til sponsorpuljen, samt fortsat at investere lokalt i fibernet.

Læs mere om repræsentantskabet 

Læs mere om sponsorpuljen 

(På billedet er det fra venstre mod højre: Formand Anton Bro, næstformand Peter Schjøtz, direktør, Lars Naur)