Da Egon Christensen mødte ind til sin første arbejdsdag hos det, der dengang hed HOE – i dag Jysk Energi – vidste han ikke, at han var ved at tage hul på et arbejdsliv, der skulle vare næsten et halvt århundrede. Det var 1979, elbranchen så helt anderledes ud, og oplæringen var kontant og praksisnær.

”Jeg fik at vide, at jeg skulle gå ned og kravle ved en mast. Hvis jeg ikke kunne finde ud af det, så skulle jeg ikke komme igen dagen efter,” fortæller Egon med et smil.

I dag, 47 år senere, kan han se tilbage på et langt arbejdsliv som forsyningsoperatør, hvor både jobbet, teknologien og branchen har gennemgået en markant udvikling.

Et job med mening – hver eneste dag

I dag arbejder Egon primært med drift og vedligehold af en 60/10 kV-stationer. Gravearbejdet er overladt til de yngre kræfter, men erfaringen er stadig i høj kurs.

”Jeg kan se, at jeg gør en forskel hver dag. Både med det arbejde, jeg laver nu – og med alt det, jeg har været med til gennem årene.”

Netop derfor betyder det frie arbejdsliv og samarbejdet med gode kollegaer så meget. At kunne regne med hinanden, hjælpe hinanden og vide, at der altid bliver lyttet.

En branche i konstant udvikling

Selvom Egon har været med i næsten fem årtier, er jobbet langt fra blevet stillestående. Tværtimod.

“Der sker hele tiden ny udvikling. Solceller, vindmøller, nye afbrydere – teknologien ændrer sig konstant.”

Elbranchen er i dag en udpræget fremtidsbranche, hvor den grønne omstilling og ny teknologi stiller krav til både faglighed og nysgerrighed. Kurser og efteruddannelse er en naturlig del af jobbet, og medarbejderne skal kunne arbejde med stadig mere avancerede løsninger.

“Udviklingen går stærkt. Det nytter jo ikke noget, at vi står derude og ikke ved, hvordan vi skal reparere tingene.”

For Egon er det i dag de yngre kolleger, der tager teten på de nyeste teknologier, men han følger stadig med og bidrager med sin erfaring.

Fællesskab, frihed og tillid

Noget af det, der har holdt Egon hos Jysk Energi i 47 år, er kulturen.

“Vi har altid haft frihed under ansvar. Man får at vide, hvad der skal laves – og så har man frihed til at løse opgaven.”

Der står ikke nogen og holder øje, men der er altid opbakning, hvis der er behov for hjælp eller sparring. Samarbejdet mellem marken og kontoret er tæt, og sikkerhed bliver taget alvorligt.

Et råd til næste generation

Egon er ikke i tvivl om, at elbranchen også i fremtiden vil have brug for dygtige og engagerede medarbejdere. Branchen udvikler sig, teknologien bliver mere kompleks, og behovet for stabil energiforsyning vokser.

Hans råd til nye kollegaer er enkelt:

“Pas på dig selv – og husk at bede om hjælp. Det skal ikke gå for hurtigt.”

Og motivationen efter 47 år?

“Det er det her liv. Det frie liv.”

Egon Christensen er et levende bevis på, at et job i elbranchen kan være både et helt arbejdsliv – og en vej ind i en spændende og teknologisk fremtid.