Hvor er trappen til tårnet?

“Folk står og glor i gården og kan ikke finde opgangen til tårnet”, fortæller Astrid Kaasgaard, som er formand for fyrets imponerende 130 frivillige. “De køber billet og spørger så, hvordan de kommer derop. – Og så tager de den forkerte trappe. Skiltningen er noget af det, vi skal bruge pengene på.”

Bovbjerg Fyrs Støtteforening modtager 50.000 kroner fra Jysk Energis sponsorpulje, og pengene skal gå til fyrets forstand, som er det første man møder. Netop derfor skal nogle af pengene gå til skiltning, så turister kan finde vej rundt i bygningerne. Derudover skal fyret have et nyt bibliotek og en visuel opgradering af udstillingsrummet, hvor Bovbjerg Fyrs historie skal foldes ud og gøres indbydende for de op mod 100.000 årlige gæster.

“Skiltningen skal være på dansk, tysk og engelsk, og så skal vi have QR-koder, så plancherne ikke er så teksttunge”, forklarer Jens Kaasgaard, som er koordinator for den nye udstilling og gift med Astrid. “Rummet er for anonymt, i forhold til den værdi det har. For at få udstillingen til at se ordentligt ud har vi brug for hjælp, og det har vi søgt penge til.”

Så hvad skal den nye udstilling indeholde? Det vil Ludvig Lohse og Mara Bossmann fra det århusianske firma Interaktive Oplevelser hjælpe med at finde ud af. Jens Kaasgaard har flere ting på ønskelisten: Fyrets historie, strandingerne, redningsvæsenet, istiderne, kystsikring og Bovbjerg under 2. verdenskrig. Listen er lang, for dét han og fyrets frivillige i daglig tale kalder fyrforstand, betyder ikke blot forstanden til fyret. Det indebærer også alt omkring fyret: Landskabet, havet, planterne og lokalsamfundet.

Bovbjerg Fyrs Støtteforening plejer ellers at lave det hele selv. Grundlovsfester, kunstudstillinger og efterårsmarkeder. Kager, marmelader og ravsmykker, som er til salg i caféen. Og tirsdage er “pedeldage”, hvor vedligehold og reparationer er i fokus for de frivillige. Den gamle fyrudstilling blev i sin tid også lavet af frivillige, men støtteforeningen synes nu, de har brug for hjælp til en opgradering. Udstillingen mangler nye lytteposter, interaktive skærme og et visuelt løft. “Vi er rigtig glade for pengene, for nu kan vi komme videre med projektet”, fortæller Jens Kaasgaard.

“Bovbjerg Fyr er et fyrtårn for fællesskab”, fortæller Astrid Kaasgaard. “Her er plads til alle”. I caféen gør hun og Ingrid Riis, som også er frivillig, klar til at åbne for de gæster, som har valgt at lægge vejen forbi det næsten 150 år gamle fyrtårn. Men de første turister har allerede sneget sig ind og studerer udvalget – ti minutter før åbningstid. “Det er skide sjovt. Man får kærlig røg her”, fortæller Astrid Kaasgaard. “Og samtidig er fyret også sådan et fællesskab, som er et trygt sted at komme, hvis man eksempelvis mister en ægtefælle og skal i gang med at komme ud igen.” Astrid Kaasgaard vil ikke svare på, præcis hvor mange timer hun lægger i fyret, “men det er da næsten fuldtidsarbejde.”

Ægtefællen Jens Kaasgaard håber, at alt står færdigt til d. 1. februar 2026, hvor fyret atter slår dørene op efter en kort og velfortjent januarpause.

Jysk Energi uddeler to gange årligt penge til lokale foreninger. Har din forening også ildsjæle, der har brug for en håndsrækning, er I mere end velkomne til at søge hos Jysk Energi. Vi har to puljer.

Læs mere om Sponsorpuljen

Læs mere om Andelspuljen