Hvem er Grenbow og Jysk Energi?

Jysk Energi har været med i hele processen lige siden Greenbow blev stiftet i begyndelsen af 2022. De andre stiftere, Hanne Witthøft, Teis Egebo og Peter Mægbæk, har med bred erfaring og omhu bygget en solid forretning op og har i dag en betydelig andel af det private ladestandermarked.

Jysk Energi er et A.m.b.a. og er dermed forbrugerejet. Derfor var det også afgørende, at Greenbow blev stiftet som et ladeselskab i forbrugerens interesse. Med Greenbows let gennemskuelige løsninger, lave priser og dygtige kundeservice, der gør et indviklet marked enkelt, har det været et godt match fra første færd.

”Jysk Energi har gennem mange år vist, at de forstår markedet bedre end de fleste – ikke mindst gennem en stabil og vedvarende kundetilgang. De har været en del af Greenbow siden begyndelsen og har gentagne gange vist deres tro på virksomheden gennem øgede investeringer. Da vi valgte at styrke forretningen ved at sælge vores andele, var Jysk Energi derfor en helt naturlig partner. Vi er glade for, at de deler vores vision for Greenbows fremtid.”

Hanne Witthøft

 

 

Et naturligt match

På få år har Greenbow udviklet sig fra et mindre startup til et naturligt valg, når familiens ladeløsning skal vælges. Samtidig har forudsætningerne på lademarkedet løbende ændret sig gennem årene, senest med reduceringen af elafgiften i 2026. Udviklingen har tydeliggjort behovet for øget økonomisk handlekraft og en mere langsigtet tilgang for fortsat at kunne vokse. Forretningen skal styrkes med kapital for fortsat at kunne være agil og tilpasningsparat i et skiftende marked.

”Et stærkt ladestanderprodukt er i dag en forudsætning for elhandlere. Med over 90 procent elbiler blandt nysolgte biler i Danmark i 2025 er udviklingen tydelig. Derfor har det været afgørende for os at styrke os med en partner, der både har ekspertise og deler vores forretningssyn. Det har vi haft med Greenbow fra dag ét, og vi er både glade for og stolte over den tillid, stifterne har vist os.”

Niels Brøndsted, Direktør i Jysk Energi og Greenbow

Derfor har de tre stiftere valgt at lade Jysk Energi købe 100 % ejerskab af Greenbow. Jysk Energi samler dermed kræfter og indsatser i en stærkere, mere slagkraftig og langsigtet aktør på ladestandermarkedet – uden at miste det, der i dag gør Greenbow unikt: at gøre det nemt og lige til at være elbilsejer.

“Det er den stærkeste løsning for Greenbow med en 100% industriel ejer. Det giver kunderne en soliditet og tryghed som ellers kan være svær at give som den nye dreng i klassen. Det giver også mig mulighed for i endnu højere grad at fokusere på at skabe gode kommercielle strategiske partnerskaber, som vil komme kunderne til gavn”

Christian Rau, Adm. direktør i Greenbow

 

Styrket kapital – uændret DNA

Virksomhedens nøglepersoner fortsætter i nuværende roller, ligesom brandet Greenbow fortsat vil være virksomhedens navn. Kontoret på Bygmestervej i København fortsætter ligeledes som virksomhedens hovedkvarter. For kunderne vil ændringerne være minimale – men for Greenbows muligheder for at vokse og udvikle det danske ladestandermarked er de markante.

Visse stabsfunktioner vil fremadrettet blive varetaget af Jysk Energi, men størstedelen af virksomheden vil fortsætte som hidtil, om end som en del af Jysk Energi koncernen. Det er nemlig et meget stærkt team, Greenbow har bygget op, og Jysk Energi har ingen intentioner om at udvande det fremragende produkt, Greenbow tilbyder. Derfor fortsætter Greenbow med uændret brand, hovedkontor i København, nøglemedarbejdere og ledelse, herunder medstifterne Hanne Witthøft og Teis Egebo samt direktør Christian Rau.

I Jysk Energi er vi stolte af det, vi har bygget op i samarbejde med de tre stiftere, og der er ingen tvivl om, at vi med ejerskabet er med til at opbygge Greenbows evne til at investere og vokse over tid. Kombinationen af Greenbows fleksibilitet og Jysk Energis dybe energikompetence skaber et solidt fundament for fremtidig vækst – samt en ro hos eksisterende kunder i et ellers foranderligt marked.