Aconto er et vigtigt begreb, når det handler om betaling af regninger for forbrug som el, vand eller varme. Forståelsen af, hvordan aconto fungerer, kan hjælpe dig med at undgå overraskelser i din økonomi og give dig bedre styring over dine løbende udgifter. I dette indlæg dykker vi ned i, hvad aconto betyder for dig som forbruger.
Aconto er en betalingsform, hvor du betaler forud for dit forventede forbrug, fx af el, vand eller varme. I stedet for at betale det præcise forbrug måned for måned, indbetaler du et estimeret beløb på forskud, der er beregnet på baggrund af et skøn over, hvad du kommer til at bruge i en given periode. Typisk betaler man aconto hver måned eller hvert kvartal.
Hos Jysk Energi fungerer aconto-betaling af el på følgende måde:
Hvis du har været kunde i mere end 12 sammenhængende måneder, bliver din aconto udregnet ud fra dit forventede årsforbrug.
For kvartalsafregnede kunder deles acontoen op i vinter- og sommer-kvartaler. I vinter-kvartaler (oktober til marts) bliver der opkrævet ca. 30 % af det forventede årsforbrug og i sommer-kvartaler (april til september) bliver der opkrævet ca. 20 % af det forventede forbrug. Fordelingen er lavet på denne måde, da gennemsnittet af danskerne bruger mest strøm om vinteren. Vi er godt klar over, at det ikke dækker alle typer af kunder, men det er det bedste bud.
For månedsafregnede kunder gælder det samme princip. I vintermånederne er det ca. 10 %, og i sommermånederne er det ca. 6,5 % af det forventede årsforbrug.
Hvis du har været kunde i mindre end 12 sammenhængende måneder, gælder der nogle andre regler.
Hvis du er flyttet ind, og vi var leverandør på adressen inden du flyttede ind, ser vi på det forbrug den tidligere beboer havde og danner din aconto ud fra det forventede årsforbrug.
Hvis vi ikke var leverandør på adressen, kigger vi på om det er en lejlighed eller et hus og går ud fra generelle standarder, som for lejligheder er 2500 kWh og for huse er 4000 kWh. Vi kan altid ændre dette, hvis der foreligger dokumentation for et andet forbrug – eller hvis man f.eks. har elvarme eller lignende.
Når du betaler el aconto, følger der både fordele og ulemper med. Her får du et overblik over, hvordan aconto kan gøre det lettere at planlægge økonomien – og hvilke udfordringer du skal være opmærksom på.
Acontobeløb fastsættes typisk på baggrund af:
Det betyder, at der ikke altid bliver taget højde for ændringer i din husstand eller dit lejemål. Husk derfor altid at tage kontakt til din leverandør, hvis der sker store ændringer i din husstand.
Man kan betale aconto på forskellige måder, alt efter hvilket elselskab man har, og hvad man har aftalt. Nogle betaler månedlig aconto, mens andre laver forskudsbetaling hvert kvartal, halvår eller én gang om året.
Hvis man betaler ofte, fx hver måned, er der flere faktura- eller betalingsservicegebyrer sammenlignet med, hvis du betaler hvert kvartal. Hvis man betaler sjældnere, er det nemmere at holde styr på regningerne, men til gengæld kan der komme en større restbetaling, hvis ens konkrete forbrug ikke passer med det, man har betalt.
Hos Jysk Energi betaler du ikke forud for alle 3 måneder. Du betaler acontoen i den 3-måneders periode, hvor fakturaen har forfald. Eksempel: Vi sender dig en faktura omkring d. 12. januar, og den skal betales 14 dage efter, hvis du betaler med indbetalingskort, dvs. d. 26. januar eller d. 1. februar, hvis du betaler med betalingsservice. Denne faktura dækker acontoen over januar, februar og marts.
Acontobeløbet er ikke fast for evigt – elselskaber kan justere det, hvis der sker ændringer i dit forbrug eller i elprisen. Det betyder, at hvis dit forbrug stiger eller falder markant, eller hvis prisen ændrer sig, kan selskabet regulere beløbet, så det bedre svarer til dit forventede forbrug fremover. Hos Jysk Energi sker justeringen automatisk i forbindelse med hver faktura, hvor der kigges tilbage på de seneste 12 måneders forbrug samt de aktuelle elpriser. Her sammenligner vi det, du har betalt aconto el med de faktiske forbrug.
Du kan dog også selv tage initiativ til en ændring. Hvis du fx ved, at du fremover vil bruge mere eller mindre strøm, fx fordi du installerer en varmepumpe eller børnene flytter hjemmefra – kan du kontakte elselskabet og få acontobeløbet tilpasset, så det passer bedre til din situation. På den måde kan du undgå at skulle betale mange penge tilbage.
Hos Jysk Energi har vi ikke årsopgørelser. Du får en opgørelse hver måned eller kvartal, afhængig af hvilken aconto-form du har valgt, sammen med din nye aconto-opkrævning. Hvis der er overskud, bliver det fratrukket den nye aconto; hvis du mangler at betale, bliver dette opkrævet.
Selvom aconto betalinger giver en stabil måde at fordele udgifterne på, kan der opstå forskelle mellem det estimerede forbrug og det faktiske forbrug. Det sker især, hvis der sker ændringer i husstanden, som elselskabet ikke kender til. For eksempel kan tilflytning af flere beboere, køb af elbil eller installation af varmepumpe betyde et markant højere elforbrug, end det forbrug, acontobeløbet er beregnet ud fra. Omvendt kan fraflytning eller udskiftning til mere energieffektive apparater reducere forbruget, så man ender med at betale for meget aconto. Det kan derfor være en god idé at holde øje med dit reelle forbrug og informere elselskabet, hvis der sker større ændringer – så acontobeløbet justeres og risikoen for store efterregninger eller tilgodehavender minimeres.
Det er elselskaberne, der bestemmer, hvordan el opkræves – men inden for rammerne af lovgivning og regler fastsat af myndighederne.
Elselskaberne vælger selv, om el skal opkræves via en forudbetaling (aconto) eller eller faktisk forbrug, og hvor ofte de sender regninger (fx månedligt eller kvartalsvis). De skal dog følge regler og krav fra myndigheder som Forsyningstilsynet, der blandt andet skal sikre gennemsigtighed, rimelighed og korrekt afregning i forhold til dit faktiske elforbrug.
Så det er altså en kombination: Reglerne fastsætter rammerne, men selve modellen og betalingsfrekvensen bestemmes af det enkelte elselskab.
Her er nogle enkle råd, der kan hjælpe dig med at holde styr på, om dine acontobetalinger passer til dit faktiske forbrug:
På den måde kan du minimere risikoen for ubehagelige overraskelser, når årsopgørelsen kommer.
I dag tilbyder flere elselskaber, at du som forbruger kan betale for dit faktiske forbrug frem for at betale aconto. Det betyder, at du betaler bagudrettet – altså først når forbruget er opgjort. Fordelen er, at du betaler præcis for det, du har brugt – hverken mere eller mindre. Du slipper på den måde for ubehagelige overraskelser og får et bedre overblik over dit elforbrug.
For elselskaberne giver aconto-betalinger dog en jævn indtægt, så de kan afregne med netselskaberne og producenter løbende. Det er derfor flere elselskaber foretrækker aconto-betalinger.