I Nettoafregningsgruppe 6 er du øjebliksafregnet, hvilket betyder, at den producerede strøm bruges i samme øjeblik, som den produceres. Strømmen gemmes ikke, og den strøm du ikke når at forbruge fra solcellerne, leveres ud på elnettet.
Nettoafregningsgruppe 6 er for de kunder, der har fået etableret solcelleanlæg i en periode frem til 2012. Derfor omtales den også som ”den gamle ordning”.
Nettoafregningsgruppe 6 har den fordel, at elafgiften på forbruget nettoficeres på årsbasis. Det betyder, at elafgiften kun skal betales af årsnettoforbruget. Årsnettoforbruget er forskellen mellem det, du har brugt, og det du har leveret til elnettet.
Hvis du f.eks. et år har forbrugt 5.000 kWh fra elnettet og har haft en overskudsproduktion på 2.000 kWh. Så vil forbruget fra elnettet på 5.000 kWh minus din overskudsproduktion til elnettet på 2.000 kWh = 3000 kWh. Det betyder, at du kun skal betale elafgift af 3.000 kWh.
Ønsker du at skifte elleverandør på dit forbrug, anbefaler vi, at du som solcelleejer i Nettoafregningsgruppe 6 fortager leverandørskifte pr. din årslæsningsdato, da du ellers kan risikere at miste nogle af dine fordele.