Der er gode nyheder til de danske husstande. Fra 1. januar 2026 falder elafgiften markant. Den afgift, som vi alle betaler oven i selve elprisen, bliver sat drastisk ned i de kommende to år. Men hvad betyder det egentlig for din økonomi?

Hvad er elafgiften?

Elafgiften er en statsafgift, som alle danske husstande betaler for hver kilowatt-time (kWh) el, de bruger. Afgiften lægges oveni den pris, du betaler for selve strømmen, og har i 2025 ligget på 90 øre/kWh inkl. moms. Det er en væsentlig del af din samlede elregning – faktisk udgør elafgiften ifølge Forsyningstilsynet omkring en tredjedel af den gennemsnitlige elpris på 2,61 kr./ kWh (oktober 2025).

Ny finanslov sænker afgiften til minimumsgrænsen

Det er regeringen med Mette Frederiksen i spidsen og Det Konservative Folkeparti, der står bag nedsættelsen af elafgiften i 2026 og 2027. De politiske partier indgik aftalen som en del af finansloven for 2026.

Med den nye finanslov for 2026 og 2027 sænkes elafgiften til EU’s minimumsgrænse på kun 1 øre/kWh inkl. moms (0,8 øre/kWh ekskl. moms) – et absolut minimum ifølge EU-reglerne. Det er en reduktion på hele 89 øre/kWh – og den lavere elafgift vil du tydeligt kunne mærke på din elregning.

Årsagen til nedsættelsen er todelt: For det første kommer en stigende andel af Danmarks el nu fra vedvarende energikilder som vindmøller og solceller og dermed den grønne omstilling, hvilket reducerer behovet for at bremse elforbruget gennem høje afgifter. For det andet ønsker regeringen at give danske husholdninger et økonomisk pusterum efter flere år med høje energipriser og stigende leveomkostninger.

Sådan påvirker det din elregning

Når elafgiften sænkes, kan en typisk familie med et årligt elforbrug på ca. 4.500 kWh se frem til en markant billigere elregning. Med de nuværende priser kan en familie med to voksne og to børn forvente at spare mere end 4.000 kroner årligt på elregningen – svarende til mere end en tredjedel af den samlede udgift.

Det er værd at bemærke, at nedsættelse er særligt fordelagtig for husstande med lavere indkomster. En analyse fra Green Power Denmark viser, at de fattigste husstande vil øge deres disponible indkomst med 0,8-1,1 procent, mens effekten for de rigeste husstande er 0,3-0,5 procent. Det skyldes, at elregningen fylder relativt mere i budgettet for lavindkomstfamilier.

Særligt godt nyt for elbilister

Som elbil-ejer kan du se frem til store besparelser på elregningen. Når du oplader din elbil derhjemme, får du naturligt et højere elforbrug end andre husstande. Det gør nedsættelsen af elafgiften ekstra relevant for dig. I juli 2025 udgjorde elafgiften på 90 øre/kWh omkring 43 procent af den samlede elpris. En elbil med et årligt forbrug på omkring 2.267 kWh til hjemmeladning (baseret på 60 procent privat opladning) vil i praksis give en årlig besparelse på over 2.000 kroner alene på ladeomkostningerne. Samlet set kan en familie med både almindeligt forbrug og en elbil spare op mod 6.000 kroner årligt*.

Mange elbilister har i dag et månedligt abonnement eller en serviceaftale, der giver mulighed for at få elafgiften refunderet ved opladning af elbil. Men med den nye ordning, hvor alle skal betale minimumsafgiften på 0,8 øre/kWh ekskl. moms både nu og i 2026 og 2027, er der slet ingen elafgift tilbage at få refunderet. Fra et økonomisk perspektiv giver refusionsabonnementer derfor ikke længere mening.

Der kan dog stadig være andre grunde til at have en serviceaftale på din ladeboks, såsom fuld service og garanti på ladeboksen, sikkerhed for support hvis opladningen ikke virker, eller adgang til en smart app til styring af opladning. Men den økonomiske gevinst ved selve elafgiftsrefusionen forsvinder.

*Vær opmærksom på, at beregningerne for besparelsen for en familie med elbil tager udgangspunkt i en husstand uden en aftale om reduceret elafgift. Langt de fleste husstande med elbil har denne aftale, og disse husstande vil derfor kun spare elafgiften på deres almindelige strømforbrug.

Varmepumpe-ejere får også glæde af besparelsen

Har du en varmepumpe eller en anden elopvarmning som din primære varmekilde, bruger du typisk meget strøm. Hidtil har den reducerede elafgift kun været gældende for forbrug over de første 4.000 kWh. Med den nye ordning gælder besparelsen for alt dit elforbrug til opvarmning. For en standardhusstand på 130 m² med en luft-til-vand-varmepumpe, der bruger omkring 5.746 kWh om året, betyder det en besparelse på ca. 3.560 kr. om året – en klar lettelse på varmeregningen.

Der er stadig grund til at holde øje med dit forbrug

Selvom elafgiften sænkes markant, er der stadig gode grunde til at være opmærksom på dit elforbrug. Har du en aftale med variabel timepris, vil elprisen fortsat svinge en del gennem døgnet – fra meget lav, nogle gange endda negativ, til høj i spidsbelastningsperioder. Også tariffen for transport af strøm varierer afhængigt af tidspunktet på døgnet.

Jo mindre strøm du bruger, desto mere sparer du naturligvis – både på pengepungen og klimaet. De gode vaner med at optimere elforbruget, som mange har taget til sig under energikrisen, er derfor stadig relevante. Det gælder bl.a. de gode råd om at oplade elbilen om natten og generelt bruge strøm i de billigere timer. Du kan læse mere om, hvordan du kan spare penge på din elregning her.

Hvad sker der efter 2027?

En reduceret elafgift er i første omgang planlagt som en midlertidig ordning for 2026 og 2027. Der er dog politisk interesse for at gøre afgiftsnedsættelsen permanent, især i lyset af EU-Kommissionens opfordring til medlemslandene om at sænke elafgiften for at fremme elektrificering og støtte overgangen til grøn strøm.

Uanset hvad fremtiden bringer, står det klart, at de næste to år vil give danskerne en markant lettelse på elregningen, især for husstande med et højt elforbrug. Det er en velkommen håndsrækning i en tid, hvor fødevarepriserne er steget mere end 30 procent siden 2020.