Har du lagt mærke til, at din elregning svinger gennem året? Det skyldes blandt andet sæsonbaserede tariffer, der afspejler belastningen på det danske elnet.

Mange forbrugere bliver overraskede, når de oplever, at elpriserne stiger markant i vintermånederne – men årsagen er ikke kun den rene strømpris. En væsentlig del af stigningen kommer fra prisen for transport af strøm, som varierer alt efter, hvor meget elnettet er belastet.

Nettarifferne – altså de gebyrer du betaler for at få strømmen transporteret til dit hjem – er ens uanset hvilket elselskab du køber din strøm fra. Det er nemlig dit lokale netselskab, ikke elselskabet, der står for transporten og fastsætter disse tariffer. Det betyder, at selvom du skifter elleverandør for at finde en bedre pris på selve strømmen, vil du stadig betale de samme transporttariffer til dit netselskab.

I dette blogindlæg går vi i dybden med, hvad tariffer egentlig er, og hvordan vintertariffer og sommertariffer påvirker din økonomi. Vi forklarer forskellen mellem de forskellige typer tariffer, hvorfor de er højere om vinteren, og ikke mindst hvordan du kan spare penge ved at tilpasse dit elforbrug efter årstiden.

Hvad er tariffer?

Når du betaler for el, består prisen af flere elementer – og her spiller tarifferne en vigtig rolle. Tarifferne er en fællesbetegnelse for de priser, netselskaberne og Energinet opkræver hos brugerne af elnettet for transport og vedligeholdelse af nettet. De dækker omkostninger til at drive og udvide elnettets “motorveje” (transmissionsnettet) og lokale “veje” (distributionsnettet). De er en del af den samlede elpris og sikrer, at strømmen transporteres stabilt og pålideligt til dig som forbruger.

Der er to hovedtyper: systemtarif og nettarif (også kaldet transporttarif):

Systemtarif

Systemtarif er en betaling til Energinet, som ejer det overordnede elnet i Danmark. Det dækker Energinets omkostninger til at drive og vedligeholde det overordnede transmissionsnet og sikrer, at elsystemet fungerer stabilt og pålideligt på det nationale niveau.

Systemtarif opkræves for transport af strøm på tværs af landet og mellem landene og opkræves som en pris per kWh, som du bruger, uafhængigt af tidspunktet på døgnet. Det er således en fast tarif, som ændres én gang om året, nemlig 1. januar.

Selvom det er Energinet, der opkræver systemtarifferne, får du dem på din elregning fra dit elselskab, da det danske marked fungerer efter en engrosmodel for at forsimple afregningen for el og de bagvedliggende tariffer, afgifter m.v.

Transporttarif/nettarif

Transporttarif (også kaldet nettarif) er den pris, du betaler til dit netselskab for at få transporteret strøm fra elnettet til dit hjem.

Netselskaberne ejer og driver elnettet i et specifikt område, så du kan få strøm i stikkontakterne. De er også ansvarlige for at vedligeholde, reparere og udbygge elnettet samt at måle dit elforbrug, som de sender til din elleverandør for at sikre korrekt afregning.

Nettariffen dækker omkostninger til drift og vedligeholdelse af elnettet, men også det såkaldte nettab. Nettab opstår, når selve strømmen bliver transporteret gennem elnettet, og en del af energien omdannes til varme i fx kabler og transformerstationer.

Nettariffer varierer mellem forskellige netselskaber. Du kan ikke selv vælge hvilket netselskab du vil være tilknyttet, da det er afhængigt af din bopæl. Du vil altid være tilknyttet det netselskab, der ejer elnettet i dit lokalområde. Du kan derfor ikke skifte til et andet netselskab, selvom deres priser måtte være lavere.

Derudover varierer tarifferne time for time, uanset om man har en elaftale med variabel pris eller fast pris, idet netselskaberne differentierer deres priser for at opfordre til at flytte forbruget væk fra spidsbelastningsperioder.

Døgnet er inddelt i tre perioder for transport af el efter en ny tarifmodel 3.0, som har været gældende siden 1. januar 2023:

  • Lavlast kl. 00.00-06.00
  • Højlast kl. 6.00-17.00 og 21.00 til 00.00
  • Spidslast kl. 17.00-21.00

Derudover er året også opdelt i en sommertarif, der gælder i sommerhalvåret (april til september) og en vintertarif, der gælder i vinterhalvåret (oktober til marts).

Sommertariffer versus vintertariffer

I Danmark er året opdelt i to tarifperioder – vinter- og sommertarif – som afspejler forskelle i elforbruget og belastningen på elnettet.

Vintertariffer – Når elnettet er under pres

Vintertarifferne gælder fra 1. oktober til 31. marts og er generelt højere end sommertarifferne. Det skyldes, at vintermånederne har færre lyse timer og koldere temperaturer, hvilket fører til at vi bruger mere strøm til belysning og opvarmning. Den høje efterspørgsel i den kolde sæson øger belastningen på elnettet.

For at dække de ekstra omkostninger ved at drive og vedligeholde elnettet i denne periode, er prisen for at transportere strøm derfor højere. Det er især i spidsbelastningsperioden mellem kl. 17 og 21, at tarifferne topper, mens natten fortsat er det billigste tidspunkt at bruge strøm på set ud fra tarifpriser. Ved at flytte energitunge aktiviteter som opladning af elbil eller brug af opvaskemaskine til nattetimerne, kan du reducere dine udgifter betydeligt.

Sommertariffer – Lettere belastning, lavere priser

Sommertarifferne, der gælder fra 1. april til 30. september, afspejler derimod et lavere strømforbrug og en mindre belastning på elnettet. De lyse og varme måneder betyder naturligt et mindre elforbrug til belysning og opvarmning, hvilket reducerer presset på elnettet og gør transport af strøm billigere. Derfor er tarifferne generelt lavere – særligt i høj- og spidslast-perioderne – sammenlignet med vinterhalvåret. De præcise priser afhænger dog af, hvilket elnetselskab der leverer strømmen i dit område. Det skal dog nævnes, at selvom tarifferne er lavere om sommeren, vil der stadig være prisforskelle mellem dag og nat, hvor strømmen typisk er billigst om dagen, når solen er skinner.

Begge tariftyper følger tarifmodel 3.0, som opdeler døgnet i tre perioder: lavlast, højlast og spidslast, som har til formål at motivere forbrugerne til at flytte deres elforbrug til de billigere timer, så elnettet udnyttes mere effektivt året rundt.

Sådan sparer du penge hele året

Uanset årstid kan du optimere dit elforbrug og spare penge:

  • Flyt dit forbrug væk fra spidsbelastningsperioder: Der kan være mange penge at spare, hvis du bruger strøm uden for kl. 17-21.
  • Udnyt nattetimerne: Især om vinteren kan du spare betydeligt ved at flytte dit forbrug til de sene aften- og nattetimer, hvor både nettet er mindre belastet, og tarifferne derfor er lavere.
  • Vær opmærksom på dit netselskab: De konkrete tarifpriser varierer mellem de forskellige netselskaber, da det er dem, der ejer elnettet i dit lokalområde. Det kan betale sig at tjekke dit netselskabs konkrete priser og tidsintervaller.

Husk elafgiften

Det er også værd at bemærke, at elafgiften udgør en separat del af din samlede elpris. Fra 1. januar faldt elafgiften til 90 øre pr. kWh (inkl. moms), hvilket kan give en vis lettelse på regningen uanset sæson.

Derudover ligger der på nuværende tidspunkt et forslag fra regeringen om at sænke elafgiften til 1 øre/kWh (inkl. moms) i to år fra d. 1. januar 2026. Det forventes at blive vedtaget i løbet af sidste kvartal i 2025.

Ved at forstå tarifsystemet og tilpasse dit forbrug efter sæson og tid på døgnet, kan du tage kontrol over din samlede elregning og spare penge år rundt.