Den grønne omstilling er på alles læber, men hvad betyder det? At have et mål om 1 million elbiler på vejen og at nedsætte Danmarks CO2 forbrug med 70% inden 2030 lyder jo flot, men for de fleste er det ikke et mål, de kan se sig selv ind i. Langt de fleste har måske planer om at købe en enkelt eller maksimalt to elbiler inden 2030 og hvordan nedsætter man sit CO2 forbrug med 70%?

Det vil Jysk Energi gerne hjælpe med. Vi har allerede investeret stort, dels i biogas gennem DBC (Dansk Bio Commodoties), vindmølleparkerne Nissum-Bredning og Thyborøn Sydhavn og nu er vi ved at lægge sidste hånd på en 71 hektar solpark ved Høvsøre. Vi regner med at spendere 1 milliard kroner på VE-projekter i de kommende år fordi den grønne omstilling, for os, ikke bare er flotte ord, men et reelt ønske om at bidrage til Vestjyllands, Danmarks og Verdens grønne fremtid.

Så hvis du har svært ved at se hvordan du, eller dit firma, passer ind i den grønne omstilling, så er et godt sted at begynde, at se på elforbruget. Er den energi du bruger, grøn? Hvis du er privatkunde hos Jysk Energi, så er den (medmindre du aktiv har valgt noget andet). Vi hjælper vores forbrugere med at tage del i den grønne omstilling ved aktivt at tænke en bæredygtig fremtid ind i vores produkter.

For den grønne omstilling er nemlig ikke en straf eller et problem, men en omstilling. En ny måde at tænke på for at sikre at der også er en fremtid for dine børn og børnebørn. Så hvis du tænker over, hvem du vælger som din energiudbyder, lover vi at tænke over, hvordan vi får mere grøn energi, hvordan energien kan bidrage til planetens og lokalsamfundenes velfærd og hvordan DU kan hjælpe med at nå de høje mål for 2030.