Hos Søndertoft Rideklub handler det ikke kun om at lære at ride. Det handler om fællesskab, udvikling og om at have et sted, hvor både de små og store børn kan høre til.
Men for en lille rideklub er det ikke altid nemt at få økonomien til at række. Derfor gjorde støtten fra Jysk Energis Andelspulje en større forskel, end man måske lige skulle tro.
Pengene blev nemlig til en pony.
”Vi havde brug for en lidt større pony til de store piger,” fortæller bestyrelsesformand for Søndertoft Rideklub Lene Aagaard.
Foreningen har omkring 90 medlemmer, hvoraf cirka 35 går til tideundervisning. Og netop de større ryttere var blevet en udfordring.
Når børnene vokser, kræver det også større ponyer. Hvis klubben ikke har en pony, som de kan ride på, risikerer de at vokse ud af rideskolen. Med Darco, som er 13 år, har klubben nu fået en pony, der passer til de større og mere rutinerede ryttere. Samtidig giver han dem mulighed for at lære mere og udvikle deres ridning.
”Pigerne vil gerne lære noget mere og udvikle sig som ryttere,” fortæller Marianne F. Bennedsgaard, medlem af Søndertoften Rideklub.
Dermed er Darco ikke bare blevet endnu en pony på rideskolen. Han er med til at skabe nye muligheder for de børn og unge, der gerne vil fortsætte med at ride.
Et stærkt fællesskab, også uden for ridebanen
Søndertoft Rideklub har eksisteret i snart 40 år og er i dag en lille og velfungerende børnerideklub.
Her er plads til mere end selve ridningen. Der bliver afholdt filmaftner, julefrokoster og påskehygge, og børnene hjælper hinanden med at passe hestene.
De ældre piger spiller også en vigtig rolle for de yngre. De hjælper, tager de små med rundt, og fungerer som ungetrænere. På den måde bliver rideklubben et fællesskab på tværs af alder.
”Alle skal kunne være med til at gå til ridning her,” fortæller Lene Aagaard.
Det er netop den slags fællesskaber, som Jysk Energis Andelspulje gerne vil støtte.
Lokal støtte kan gøre en stor forskel

Heste er dyre at have. De skal have foder, pleje og dyrlæge, og der er løbende udgifter til udstyr. Klubben forsøger selv at samle penge ind gennem forskellige arrangementer og salg, men som en lille forening er økonomien sårbar.
Derfor betyder det noget, når lokale virksomheder vælger at støtte op.
”Det betyder alt, hvis vi ikke kunne søge støtte, så kunne vi ikke eksistere,” lyder det fra Lene og Marianne.
For Jysk Energi handler Andelspuljen netop om at give noget tilbage til de lokalsamfund, vi er en del af. Foreningerne kender selv deres behov og idéer bedst. Vores rolle er at være med til at gøre nogle af dem mulige.
For Søndertoft Rideklub blev det til Darco.
For en anden forening kan det være noget helt andet.
Har din forening en idé?
På mandag d. 17. august åbner Jysk Energi igen for ansøgninger til Andelspuljen.
Vi håber på mange gode ansøgninger fra foreninger i vores andelsområde.
Måske drømmer I om nyt udstyr. Måske I mangler penge til et nyt projekt, der kan samle flere. Eller måske har I en idé, som kan skabe nye muligheder for børn, unge og voksne i lokalområdet.
Søndertoft Rideklub havde brug for en større pony. De søgte. Og i dag har de Darco.
Hvad kan jeres idé blive til?
Vi glæder os til at læse jeres ansøgninger.
Du kan læse mere om Jysk Energis Andelspulje her.
