Hvad kan en rabarber egentlig samle mennesker om?
I Bøvlingbjerg er svaret: Rigtig meget.
I år har Rabarberfestivalen i Bøvlingbjerg modtaget støtte fra Jysk Energis sponsorpulje. Festivalen er et nyt initiativ, der med rabarberen som omdrejningspunkt samler lokale kræfter og besøgende fra nær og fjern omkring fællesskab, oplevelser og sætter området på landkortet.
En idé med rødder i haven

Bag festivalen står trioen Sara, Peder og Christina, som alle er erhvervsdrivende i Bøvlingbjerg og ildsjælene, der tog initiativ til at starte festivalen. Rabarberfestivalen blev afholdt for første gang i år, men idéen havde været længe undervejs.
“Rabarber er noget, alle kender. Mange har den i haven, og den er forbundet med sommer, hjemmelavede smage og nostalgi. Den passer godt til vores område, hvor mange stadig dyrker deres egne råvarer og sylter eller laver saft. Rabarberen kan på en måde binde os sammen,” fortæller Christina.
Fra begyndelsen var det vigtigt, at festivalen skulle foregå i Bøvlingbjerg.
“Vi ville gerne sætte fokus på vores område og vise, hvad et mindre lokalsamfund kan. Målet var både at samle de lokale og tiltrække gæster udefra.”
Rabarberen samlede hele området
Festivalen handler ikke kun om rabarber. Den handler også om lokale oplevelser, kreativitet og samarbejde.
Ved festivalen kunne gæsterne blandt andet besøge en rabarberhave, købe planter, deltage i workshops og opleve kunsthåndværk med rabarber som tema. En særlig rabarberrute førte besøgende rundt i området til forskellige aktiviteter og lokale aktører.
En lokal strikkebutik bød eksempelvis på inspiration til rabarberinspireret strik, mens en keramiker langs ruten afholdt workshops med afsæt i festivalens tema.
Festivalen blev skabt af tre initiativtagere, men i alt var omkring 25-30 frivillige involveret i at få arrangementet til at lykkes.
“Familie, venner og lokale frivillige har hjulpet med alt fra information til praktiske opgaver. Uden dem kunne det ikke lade sig gøre, og vi håber faktisk, at vi får brug for endnu flere hænder næste år,” siger Christina.
En vigtig håndsrækning til det lokale initiativ
Da beskeden om støtten fra Jysk Energi kom, blev den modtaget med stor glæde.
“Vi blev både glade og lidt overraskede. Støtten er en vigtig anerkendelse af det arbejde, vi lægger i at skabe liv i området. Den har blandt andet gjort det muligt at investere i synlighed omkring festivalen og giver os mod på at udvikle arrangementet yderligere i de kommende år.”
For Christina er lokale virksomheders støtte afgørende for, at mindre initiativer kan vokse.
“Opbakning betyder utrolig meget for frivillige. Vi lægger vores tid og engagement i projekterne, men ofte mangler der økonomiske midler til at føre idéerne ud i livet. Derfor gør støtten fra Jysk Energi en reel forskel.”

Et godt råd til kommende ansøgere
Hvis Christina skal give ét råd videre til andre foreninger og ildsjæle, er det at have en klar plan.
“Man skal vide, hvad man vil, og have en plan, man kan gennemføre. Så kan Jysk Energi se, hvad støtten skal bruges til, og hvilken forskel den gør. Og husk at give en tilbagemelding bagefter. Fortæl, hvad støtten har betydet.”
Du kan læse mere om Jysk Energis Sponsor- og Andelspulje her.
