Pressemeddelelse.
2020 udviklede sig betydeligt anderledes end forventet, hvor især coronapandemien og dens afledte konsekvenser fyldte meget i Jysk Energi koncernen. Det krævede en hurtig og effektiv omstilling til hjemmearbejde og nye online samarbejdsformer for medarbejdere, leverandører, bestyrelse og repræsentantskab. Årets første fire måneder gav vanskeligheder arbejdsmæssigt og økonomisk, men 2020 endte med at blive et resultatmæssigt rigtig godt år, samtidig med at organisationen er blevet mere fleksibel og omstillingsparat.
I 2020 er omsætningen steget til 736 mio. kr. mod 665 mio. kr. i 2019. Væksten er drevet af øget elsalg, nye fiberforbindelser og en stigning i salget af tjenesteydelser. Indtjeningen er meget tilfredsstillende med et resultat før skat på 85,7 mio. kr. Resultatet er det næstbedste i selskabets historie – efter rekordresultatet i 2019. Tilbagegangen fra 2019 skyldes primært et mindre afkast på værdipapirer samt en lavere indtægtsramme i 2020, hvilket betyder, at der er opkrævet mindre i nettarif fra andelshaverne. De lavere tariffer er også den direkte årsag til, at netselskabet NOE Net kommer ud af året med et underskud på 7,4 mio. kr. før skat.
Der er i 2020 investeret 112 mio. kr. i materiale anlægsaktiver, hvoraf størstedelen er investeringer i fibernet og elnet i lokalområdet. Dette har medført stor travlhed blandt både medarbejdere og lokale underleverandører.
”Vi vil huske 2020 som et år, der udviklede sig i en helt anden retning end forudset. Medarbejderne har tacklet pandemien på en måde, der gør os endnu mere robuste og klar til fremtidige udfordringer”, udtaler direktør Lars Naur, der er særdeles godt tilfreds med årets resultat.
Fiberudrulning
I 2020 er der tilsluttet historisk mange husstande til fibernettet i Holstebro, Lemvig og Struer Kommuner. Udover projekter drevet af statens bredbåndspulje, er der også gravet fibernet ned på kommercielle vilkår. I alt har ca. 4.000 husstande fået mulighed for at blive tilsluttet fibernettet, hvilket mange har udnyttet til at få installeret lynhurtigt Internet. I 2021 forventes det høje aktivitetsniveau i Jysk Energi Fibernet at fortsætte, så et tilsvarende antal husstande vil få tilbudt fibernet.
Efterspørgslen efter hurtigt Internet er godt hjulpet på vej af mere hjemmearbejde for de erhvervsaktive og hjemmeskole for de yngste. Det stiller større krav til båndbredden på Internettet, når flere i familien er afhængige af at være online samtidig.
Resultatet kommer ejerne til gode
I 2020 besluttede bestyrelse og repræsentantskab at udlodde 28 mio. kr. til tarifnedsættelser og anden regional udvikling i form af sponsorpuljer og støtte til det lokale kultur- og foreningsliv. I alt 25 mio. kr. blev afsat til at sikre en af landets laveste nettariffer til gavn for virksomheder, landbrug og private borgere. Herudover blev der uddelt i alt 4,2 mio. kr. til kultur- og foreningslivet gennem en ekstraordinær udlodning på 3 mio. kr. til corona-ramte institutioner og foreninger foruden den årlige sponsorpulje på 1,2 mio. kr. Puljerne har som forventet haft mange ansøgere, men størstedelen af ansøgerne har fået hel eller delvis støtte.
Bestyrelsesformand Anton Bro udtaler:
”Som forbrugerejet selskab ønsker vi, at overskuddet i Jysk Energi koncernen skal komme vores andelshavere, som er borgere i Holstebro, Lemvig og Struer Kommuner, til gode. Det gør vi bedst ved at få pengene ud at arbejde via infrastrukturinvesteringer i lokalområdet, så vi tilgodeser vores område med landets bedste el- og fiberinfrastruktur. Når de økonomiske resultater samtidig er så stærke, som de har været de seneste år, giver det yderligere mulighed for at nedsætte tariffen, så borgere og erhvervsliv nyder fordel af at ligge i vores område.”
Bestyrelsen indstiller til repræsentantskabet, at tarifnedsættelsen på 25 mio. kr. gentages i 2021.
Spørgsmål til regnskabet kan rettes til:
CEO: Lars Naur på telefon 4112 8743
CFO: Niels Brøndsted på telefon 4116 7619