Vestjyllands Andel, Jysk Energi og Langfristet Erhvervsfinansiering, som tilsammen udgør Danish Bio Commodities, har i samarbejde stiftet DBC Invest. Med DBC Invest følger et investeringstilsagn på 215 millioner kr. i danske biogasanlæg.

I forrige uge kunne Vestjyllands Andel og Jysk Energi offentliggøre etableringen af det fælles investeringsselskab DBC Equity. Som en direkte forlængelse heraf har de to vestjyske andelsselskaber, i samarbejde med Langfristet Erhvervsfinansiering, nu stiftet datterselskabet DBC Invest.
Med DBC Invest har de tre samarbejdspartnere, som tilsammen udgør Danish Bio Commodities, til formål at investere massivt i kapitalselskaber eller virksomheder, der producerer biogas i tilknytning til landbrugsbedrifter.
– Det er vigtigt for os, at kreditten for den grønne omstilling tilfalder dem, der leverer den – nemlig landbruget! Derfor glæder vi os over, at vi med DBC Invest kan tilbyde de danske landmænd og biogasejere en kapitalstærk partner, som udover investering i og videreudvikling af anlæggene vil bidrage med en solid indsigt i landbrugs- og energisektoren, påpeger Steen Bitsch, CEO i Vestjyllands Andel.

DBC Invest har ambitioner om at investere i en række biogasanlæg i løbet af de kommende år. I den forbindelse vil selskabet gå efter en ejerandel på 30-49 % i hvert enkelt biogasanlæg.
– Ved at investere i en større portefølje af biogasanlæg skabes der muligheder for vidensdeling og optimering på tværs af de anlæg, som er under ejerparaplyen. Dette bl.a. med henblik på at reducere produktionsomkostninger og på sigt skabe andre afsætningsmuligheder for biogassen – eksempelvis gas til transport, forklarer Niels Brøndsted, CFO i Jysk Energi.

Tættere partnerskab

Med etableringen af DBC Invest ønsker Danish Bio Commodities bl.a. at få indflydelse på hele biogasanlæggets værdikæde fra indkøb af biomasse til salg af grønne certifikater.
Samtidig ønsker selskabet at knytte endnu tættere bånd til biogasbranchen og dens aktører.
– Danish Bio Commodities er blevet positivt modtaget blandt anlæggene. Vi har allerede indgået de første certifikathandelsaftaler og er i tæt dialog med flere anlæg. I forbindelse med denne dialog har en række anlæg efterspurgt et tættere partnerskab med DBC og dets ejerkreds, hvilket har ført til etableringen af DBC Invest, lyder det fra Rune Ledgaard Sørensen, direktør i Danish Bio Commodities og DBC Invest.

Han påpeger desuden, at selskabet snarligt vil offentliggøre den første investering i et biogasanlæg.
– Vi glæder os over, at den første aftale er ved at være i hus, og at vi samtidig er i dialog med så mange biogasejere, som det er tilfældet, siger Rune Ledgaard og tilføjer:
– I den forbindelse fremhæver vi naturligvis de synergier, som bliver skabt i form af Vestjyllands Andels indsigt i landbrugsektoren og adgang til biomasser, Jysk Energis indsigt i energisektoren samt Langfristet Erhvervsfinansierings kendskab til finansiering.
Bevæbnet med de synergier og en solid investerings-kapital betragter vi DBC Invest som en særdeles attraktiv fremtidig partner i den danske biogasbranche.

Fakta

Vestjyllands Andel Vestjyllands Andel er Danmarks 3. største andelsgrovvareselskab med en årlig omsætning på godt 2 mia. kr. Med fokus på praktisk innovation udvikler og leverer Vestjyllands Andel foderløsninger til konventionel, økologi og non-gm produktion. Selskabet udbyder også en lang række varer samt rådgivning til planteproduktion, produkter til stalden, olie og energi.

Jysk Energi

Jysk Energi er en energivirksomhed og et forbrugerejet forsyningsselskab med ca. 30.000 andelshavere. Jysk Energi driver elforsyning i Holstebro, Lemvig og Struer kommune og beskæftiger sig desuden med drift og service af højspændingsanlæg, salg af el til private og erhverv samt udvikling af produktion af vedvarende energi. De seneste år har virksomheden udviklet en grøn profil med lancering af nye produkter, der gør det simpelt for kunderne at vælge bæredygtig energi.

Langfristet ErhvervsFinansiering (”LEF”)

LEF er et mindre landsdækkende konsulenthus, der har specialiseret sig i rådgivning- og formidling af finansiering til biogasanlæg. LEF er drevet af partnere med lang erfaring fra bankverdenen omkring transaktioner og långivning. LEF har siden 2015 formidlet lån til en lang række danske biogasanlæg med en samlet lånevolumen på knap 1,5 mia. kr.

Danish Bio Commodities

Danish Bio Commodities varetager salg af de grønne certifikater, som biogasanlæggene får tildelt på baggrund af gasproduktionen. Danish Bio Commodities ønsker – i tæt samarbejde med biogasproducenterne – at være med til at skabe et transparent-, bæredygtigt og langsigtet marked for handelen med grønne certifikater. Ambitionen er endvidere at udvikle det i forvejen eksisterende køberfelt blandt europæiske virksomheder yderligere og matche disse virksomheder med produktionsprofilen hos de danske biogasproducenter.

Danish Bio Commodities ejes af Vestjyllands Andel, Jysk Energi og Langfristet Erhvervsfinansiering.

For yderligere oplysninger kontakt:
Steen Bitsch, CEO i Vestjyllands Andel
Tlf. 20492175

Niels Brøndsted, CFO i Jysk Energi
Tlf. 96111001

Rune Ledgaard Sørensen, direktør i Danish Bio Commodities og DBC Invest
Tlf. 30325854