For meget snart 146 år siden, i 1878, besluttede en gruppe borgere i Lemvigområdet at lave sig en skytteforening. Det var på bagkanten af den 2. Slesvigske krig i 1864 – Den med Mallebrok og slaget ved Dybbøl. Danmark havde netop mistet en stor del af Sønderjylland, og det virkede som en god idé at borgerne blev bedre til at skyde. Så 2. maj 1876 blev Lemvig Skytteforening grundlagt.

Nu, 143 år og 11 måneder senere, er det Arne, der er formand og skytteforeningen har stadig over 100 medlemmer. To aftner om ugen mødes medlemmer i alle aldre og fra alle samfundslag for at drikke en kop kaffe eller sodavand og skyde med rifler, geværer og pistoler.

Det betyder også at som ansvarlig skytteforening skal man have nogle våben til udlån, som kan bruges af stor som lille og af mand som kvinde. Derfor ansøgte Lemvig Skytteforening hos Jysk Energis sponsorpulje, for at anskaffe sig en Ruger Mark IV, der dels har mindre rekyl end andre håndvåben og dels har et greb, der er nemmere at gribe med mindre hænder. Derudover ansøgte de om støtte til en tromlerevolver Smith&Wesson, der både er mere sikker og nemmere at bruge for nybegyndere.

Når man sidder og skal vurdere den slags ansøgninger, er det svært at tilsidesætte mennesker med en stor passion, et klart behov og en rig historie. Det er endnu sværere ikke at lade sig inspirere af en gruppe mennesker, som nemt tilsidesætter samfundsmæssige skel som køn, alder, race, religion og ikke mindst erfaring, for at samles om en oprigtig interesse. Det var derfor enormt nemt at imødekomme deres ønske, og Jysk Energi tildelte klubben de 20.000 de havde bedt om til indkøbet af de to pistoler.

Dernæst spurgte jeg, om jeg måtte kigge forbi en dag og se våbnene taget i brug, og foreningen var meget imødekommende og inviterede mig til Lemvig en kold aften i februar. Man føler sig velkommen, fra det øjeblik man træder ind i lokalerne, og man kan mærke at det eneste krav, der er i skytteforeningen er sikkerheden. Den er nemlig og naturligvis i top. Det er skarpladte våben vi har med at gøre, så folk opfører sig ordentligt og passer godt på både våben og hinanden.

Ud over formanden Arne, som havde sin vante plads bag disken i skytteforeningen, mødte jeg også Ketty og Greta, som er faste gæster mindst én gang om ugen, hvor de skyder dels med egne våben og dels med de nye håndvåben. Efter en kop kaffe fik jeg lov til at gå med ind i skytteområdet og se dem sætte det ene pletskud efter det andet – både med gevær og håndvåben. Det er tydeligt at lige så afslappet og social man er, når man har kaffe i hånden, lige så koncentreret og præcis bliver man, når man har et skydevåben i hånden. Jeg var som nævnt på besøg i februar, så der blev kun skudt indenfor, men nu er udendørsbanerne også åbne, så ud over den ”lille” 15m indendørsbane under Lemtorp skolen i Lemvig, kan man også skyde på 25m/50m og 200m udendørsbaner.

Hvis du bor i Lemvigområdet og har en interesse i præcision, jagt eller skydning, skylder du dig selv at tage en tur ud forbi skydebanen i Rom onsdag aften og tale med de rare mennesker i Lemvig Skytteforening, og ønsker din forening at få støtte af Jysk Energi, er sponsorpuljen åben hele april. I kan jo passende spørge skytteforeningen, hvordan de lavede en ansøgning, der ramte lige i plet.

Du kan læse meget mere om Jysk Energis sponsorpulje lige her.